Illustrator og forfatter kommer her med 2 nye billedbøger i serien om Lars. Vi har i forvejen 4 mindre pegebøger om Lars fra 2004 med kraftige papsider. Her er der forstærkede sider og et lidt større stadig kvadratisk format. De er først udkommet i Belgien, hvor Lars vist hedder Leon. Lille Lars fra top til tå er en fin lille gemmeleg med Lars' øjne, ører og næse osv. Det er en skæg og charmerende leg der kan leges samtidig med læsningen. Der er 2-3 linjers tekst pr side, på venstresiden formuleret som et spørgsmål som besvares legende og lystigt på højresiderne. I Lars leger og har det sjovt leger Lars med sand, modellervoks og maling, han bader, bager og tegner. Teksten er beskrivende, medkommenterende og let snakkende. Tekst og billede fungerer fint sammen i begge bind til de enkle og charmerende billeder med Lars' store runde hoved som det dominerende sammen med de glade og heldækkende farver. Bøgerne er tekstligt og indholdsmæssigt lidt mere krævende end de 4 første pegebøger om Lars, og disse kan anvendes sammen med børn fra 2 år. Begge bøger er ligefremme og vellykkede, men jeg vil især gerne fremhæve Lille Lars fra top til tå der meget elegant, originalt og selvfølgeligt kombinerer tidlig sproglig indlæring med kropslig erkendelse via leg og sprog. Forsider og bagsidetekster dækker fint for indhold.