Forfatteren, der tidligere har skrevet Scrapbooking (01/09) og flere tilsvarende bøger om den samme amerikansk inspirerede hobbyide, der er ved at blive ret populær herhjemme, kommer her med en ret enkel bog, der ikke kræver de store kunstneriske forudsætninger. De særlige begivenheder i barnets liv bevares for eftertiden med dekorative scrapbogssider, hvor fotos og andre minder skæres til og præsenteres i sirligt udformede kartonrammer, der pyntes med farvestrålende dyr, bogstaver og figurer, der er skåret ud i karton. Det særligt enkle ved denne bog er, at forfatteren starter med at vise 14 simple grundformer, som man så bruger som skabeloner til alle bogens figurer. Gennem bogen demonstreres det tydeligt med tegninger, farvefotos og diagrammer, hvordan grundformerne kombineres til de forskellige figurer, og forfatteren viser adskillige eksempler på udformning af siderne. Bogen supplerer i sit modeludvalg de øvrige bøger om scrapbooking, men forudsætter ikke noget kendskab til disse. Modellerne kræver ikke den store fingerfærdighed, og bogen henvender sig til de voksne, der ikke vil kaste sig ud i noget krævende eller avanceret, men godt kan lide modellernes farvestrålende og venlige, men noget stereotype stil.