Bred anvendelig erhvervsbiografi, der er en forlags-bestseller, kommer her i en 2. udgave. Mange læser gerne netop om erhvervspersonligheder. Er man interesseret i erhvervshistorie er biografien oplagt, og brugbar fx til en handelsskoleopgave.
2. udgave, har samme sidetal som 1. udgave fra 1996, indholdsmæssigt uændret, men nyt layout og et opdateret forord af forfatteren. Bogen er skrevet i et tæt samarbejde med LEGO-systemets grundlægger, Godtfred Kirk Christiansen, der dør i 1995 inden bogen kommer første gang. Bogen følger kronologisk LEGOs fantastiske udvikling. Og det er en udvikling, der er enestående. Godtfred Kirk Christiansen bliver i 1951 juniordirektør i faderens skrantende hjemmemarkedsproducerende mindre trælegetøjsfabrik, og efterlader ved sin død et tocifret milliardbeløb fra det måske mest kendte danske globale brand LEGO. Det opdaterede forord redegør så for LEGOs udvikling efter GKCs død i 1995, hvor koncernen igen i dag har fokus på sit kerneområde LEGO-brikkerne. Ingen tvivl om, at LEGO er et af fyrtårnene i dansk erhvervsliv, og Cortzen er fortjent ikke karrig med de rosende ord om manden bag. Og det nye forord giver en sober og nyttig beskrivelse af LEGOs udvikling efter GKCs død i 1995.
Eneste biografi om Godtfred Kirk Christiansen, en anden bog om LEGO som familiebaseret virksomhed er Lego : en virksomhed og dens sjæl af Thygesen Poulsen fra 1993.
Spændende erhvervsbiografi, hvor slidte 1. udgave oplagt kan suppleres.