Som sædvanlig er Leif et rart bekendtskab. Ikke blot for den primære målgruppe, de 8-10-årige, men også for den voksne formidler. Formidling er nu ikke det, bøgerne om Leif trænger mest til.Børnene skal nok selv finde dem på hylderne med letlæsningsbøger, hvis de ellers er hjemme. I de snart 5 år serien har eksisteret har hovedpersonen gennemgået en positiv udvikling. Han er i taktmed en stigende sværhedsgrad blevet mere moden og reflekterende. I denne titel, der hører til i den letteste række af Leif-bøgerne, savner Leif en virkelig god ven. Efter moden overvejelse når hanfrem til, at Jonas har de egenskaber, der karakteriserer en rigtig ven. Så gør det ikke så meget, at han p.gr.a. sukkersyge og allergi ikke kan tage del i alle Leifs aktiviteter, for nu ved Leif,at han har en kammerat, han kan stole på. Desværre er illustrationerne blevet dårligere end i seriens første bind. Trods en finere streg, virker de grove og lidt sjuskede. De savner helt denrobuste charme, der varkarakteristisk for tegningerne i de første bøger om Leif.