De fem bind om den jødiske dreng Leon udkom første gang fra 1981 til 1984. Børn, fra 11 år, vil også i dag få en spændende læseoplevelse og viden om jøder og modstandskamp i Polen under 2. verdenskrig. Serien kan bruges i emnearbejde.
Leon, 13 år, kommer væk fra forældrene, da de flyttes til ghettoen i Warszawa. Han flygter fra den. Han bliver hjulpet og oplever tyskernes grusomheder i Warszawa, og går ind i modstandskampen. I en periode lever han sammen med partisaner i skovene. Han vender tilbage til byen, og er med i Warszawas opstand i 1944. Serien giver et overbevisende tidsbillede. Besættelsesmagten er grusom. Leon og andre omkring ham er i livsfare flere gange. Der er stikkere, men også mange hjælpsomme, der deler det lidt de har med hinanden. Teksten er velskrevet med detaljerede beskrivelser. Der er forord og ordliste.
I 2. udgaven, hvor forfatteren er stavet Næraa, er layoutet mere åbent og indbydende. Den gullige tone er erstattet af hvid. Det gælder også forsiderne. Bind 2 har ny forside, bind 3's er vendt og bind 5 har mere motiv med. Bagsiderne er nytegnede i bind 1,3 og 5, alle tegninger er i et mindre format. Alle bind har personliste, det manglede i bind 1 og 2. Sprogligt er der kun ubetydelige ændringer. Bind 1's slutning er ændret ganske lidt og bind 5 har ny side om jøderne i Danmark.
Forfatteren har sat sig ind i tiden og begivenhederne. Handlingen er spændende og troværdig. Hendes ønske om at give det næsten dokumentariske stof videre til børn er lykkedes.