Lidt efter lidt vil øjnene vænne sig til mørket

Damjan trækker sig mere og mere væk fra sine omgivelser, efter hans psykisk syge mor er flyttet ind i hans lejlighed. En ærlig og stærk roman til læsere af romaner om mennesker, som befinder sig på kanten af samfundet.

Damjan bor i Oslo. Han har bosniske rødder og en drømmekæreste i Filip. Damjans mor er psykisk syg, og for at tage sig af hende har han indlogeret hende i sin lejlighed. Her bruger hun dagen på at kæderyge og forpeste hans tilværelse i mere end én forstand. Han skammer sig over hende, og da han holder hendes tilstand skjult, tærer det hårdt på forholdet til Filip. Men i en blanding af had og kærlighed til moren er han parat til at opgive job, kæreste og måske sig selv for at beskytte hende. I følgeskab med et voldsomt lurende temperament bevæger Damjan sig længere og længere væk fra et normalt liv. Det er Bruno Jovanović' debutroman.

Bogen er skrevet i et ligefremt sprog, hvor både morens sygdom og Damjans sexliv beskrives ret direkte. Nogle læsere vil nok synes, at visse beskrivelser er for udpenslede, men det giver historien en autentisk tone og er med til at gøre læsningen interessant og vedkommende. Med temaer som homoseksualitet, psykisk sygdom og det at være anderledes har forfatteren mange tematikker i luften. Alt gribes dog fint og gør bogen til en spændende debut.

Romanens direkte sprog minder i visse afsnit om Livet er en fest og så dør manMor om natten. Psykisk sygdom og et mor-søn-forhold skildres også i Mor om nattenRomanens direkte sprog minder i visse afsnit om Livet er en fest og så dør man. Psykisk sygdom og et mor-søn-forhold skildres også i .

Læs hele vurderingen