Hvem er dukken Buzz Lightyear fra Toy Story baseret på? Det får du svaret på i dette spektakulære rumeventyr. Animationsfilm for hele familien.
Vi er år 3901 og vi er ude i verdensrummet. Her møder vi spacerangeren/astronauten Buzz Lightyear der er på en mission for at lede efter liv på en fjern planet. Og det finder han! Men så begynder problemerne at vælte ned over Buzz og resten af holdet. Det ender med at deres rumskib går i stykker og de strander på planeten. Så får Buzz en god ide. Eller gør han? Og hvem er den mystiske Zurg? "In 1995, a boy named Andy got a Buzz Lightyear toy for his birthday. It was from his favorite movie. This is that movie". På den måde indledes "Lightyear". Så det er altså en film-i-filmen. Historien om Buzz Lightyear som blev grundlaget for den dukke, som Andy har i "Toy Story".
Formidabel eventyrfilm for hele familien - for som i de bedste børnefilm, så er der også noget for de voksne. Plottet er både intelligent og overraskende. Animationerne er i top, actionscenerne er fremragende og humoren sidder lige i skabet. Men det vigtigste er den grundlæggende fortælling om venskab og sammenhold. Som jo netop også er kernen i "Toy Story"-filmene, og den lille krølle på halen er intet mindre end fantastisk. Det er en fordel at have set filmserien om Buzz, Woody og de andre rødder, men det er ikke et must. "Lightyear" er også pragtfuld i sin egen ret.
Oplagt at se Toy story og de tre efterfølgere.