Erfaringer med H. C. Andersens eventyr udgivet i letlæsningsserien Dingo viser, at lånerne er glade for dem. Dette eventyr udgives i gul Dingo, hvor bl.a. Hvad fatter gør.... 1995 også er udkommet. Det kan læses af begynderlæsere fra 9 år og af læsesvage børn og voksne. Der er kun ganske få ændringer i teksten. Ortografien er nutidig. En del sammensatte ord har delestreg. Helmeningerne er kortere og sætningsopbygningen dermed enklere. Teksten er opdelt i kapitler, på steder hvor det virker naturligt. Indenfor hvert kapitel er den opdelt i afsnit, hvilket sammen med illustrationerne gør layoutet overskueligt og indbydende. Werner Wejp-Olsen har illustreret med farvebilleder i sin kendte humoristiske streg, der ligger tæt op ad stilen i vittighedstegninger. De er forfriskende og anderledes, de støtter forståelsen og vil tiltale børnene. Blot synd at hyrden, som i teksten har kridhvidt hår, er tegnet skaldet. Illustrationen på forsiden vil børn lægge mærke til. Eventyret er det velkendte om lille Claus, der med sin gode forstand og meget held på kort tid bliver rig. Hos store Claus fører misundelsen og griskheden herover ham til sidst i døden.