Velskrevet murstensroman om den tragedie, der rammer to amerikanske familier. Flot forside og bogen vil tiltale læsere af skildringer af det moderne amerikanske samfund efter anden verdenskrig.
Da Zoe Kruller, en ung mor og hustru, bliver myrdet, mistænker politiet hendes mand, Delray Kruller, og hendes elsker, Eddy Diehl. Der er ikke beviser nok til at afgøre noget, men de mistænktes familier er ødelagt for altid. Den lange og velskrevne roman fortælles af de mistænktes teenagere, de meget forskellige Krista Diehl og Aaron Kruller. Begge tror, at den andens far har begået drabet, og i deres indestængte desperation drages de af hinanden. Først som voksne forenes de kortvarigt og forløsende, og størstedelen af romanen udgøres af deres tanker som teenagere. I det ydre sker der ikke alverden i romanen, men som den erfarne stilist Oates er, formår hun i præcist sprog at skildre trøstesløsheden og desillusioneringen i den lille by i den nordlige del af staten New York.
Oates, født 1938, er meget produktiv og har et flot forfatterskab bag sig. Efter ikke at være blevet udgivet på dansk i nogle år, er der siden 2008 kommet hele tre romaner af hende, og hun kan læses på linje med amerikanske forfattere som Ethan Canin og Cormac McCarthy.
Velskrevet mursten om to amerikanske familiers opløsning og om tab, længsel og skyld. Ganske ufortjent er Oates aldrig rigtig slået igennem hos danske læsere; hun kan ellers læses bredt, og det burde denne roman også blive.