Ak, om verden dog var så god som LN beskriver den - men hans bøger er så fjernt fra verdens barske virkelighed, at selv de mest naive blandt hans læsere kun kan læse dem som ønske-drømmebilleder af dagligdagen. Men til det brug er de også fortrinlige. Denne gang drejer det sig om en ung rektordatter fra byen af, der absolut vil være landvæsenselev. Meget tidligt i bogen mærker man at det bærer mod en lykkelig slutning med giftermål mellem elev og husbond, men der skal fortælles meget inden da, om det velsignede liv på landet, i mark og stald, men også om en ildebrand, om en ondsindet søster, der omvender sig til det allersom-sødeste m. m. Som jeg har skrevet før, LNs bøger behøver ingen anbefaling. de købes hvor de haves i forvejen, men man behøver ikke at indføre dem andre steder, hvis man er velforsynet med Morten Korch.