Denne bog henvender sig til alle, der vil starte en bedegruppe, bibelkreds, studiegruppe eller lignende.
Bogen indeholder små praktiske vejledninger til bibelkredse, studiegrupper, huskirker eller små forsamlinger, der oftest mødes i private hjem. Det drejer sig om vejledninger til studiekredsens indhold med forslag til spørgsmål, men indeholder også kapitler af mere gruppedynamisk karakter, således at gruppen også socialt kan fungere. Dog pointeres det, at indholdet og ikke gruppen selv er i centrum. Svend Løbner Madsen, der selv er huskirkeleder, har skrevet forord. Forfatteren Magnus Malm er svensk teolog og kendt retræteleder.
Af Magnus Malm er tidligere udkommet Hvisken fra katekomberne, 2007 og Under mandeltræet, 2005.
Magnus Malm øser af sine erfaringer bl.a. som retræteleder gennem mange år, og denne 29 år gamle bog har da også stadig en vis aktualitet. Det er en velment og i nogle sammenhænge en god lille bog. Meget af indholdet vil dog være bekendt for dem, der har arbejdet med sådanne grupper. Eneste forskel er denne bogs kristne vinkel.