Lillen er en lille størrelse, der interesserer sig for de helt enkle ting i livet. Og hermed giver hun umiddelbar identifikation for de 1-2 årige børn, som er bøgernes læsere. Bøgerne er i kraftigt karton og i et læsevenligt format for de alleryngste. Illustrationerne er i den udtryksfulde "Karrebækske-stil", hvor personernes sindsstemning træder helt tydeligt frem, og hvor der i illustrationerne tales til læsernes fantasi - f.eks. ses i kanten af nogle enkeltopslag, at et par arme rækker noget hen til Lillen, og her går beskueren med det samme igang med at forestille sig, hvem armene tilhører, og hvordan denne person ser ud. Teksten er rimet og rummer i al sin enkelhed en god rytme, der forærer meget til højtlæserens formidling af bøgerne. I Lillen & Millen er budskabet, at Lille elsker sin Mille, og egentlig slet ikke behøver bjerge af andet legetøj. Og, i Lillen & Billen er det, det lille barns samtidige fasination og frygt for helt små dyr, der behandles med både humor og en varme, der giver læseren en tryg oplevelse. Forsideillustrationerne inviterer til en god stund med Lillen og hendes univers, og af bagsiderne fremgår det, at bøgerne udkommer samtidig med Lillen og familien og En lille der ville.