Bøger / faglitteratur

Linie 11 : en sporvejslinie i billeder


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. jan. 2010

af

af

Knud Weile

d. 22. jan. 2010

Dette er det 18. billedhæfte i Sporvejshistorisk Selskabs serie om danske sporvogne. I den lille udgivelse beskrives Københavns Sporvejes Linie 11 for sporvognsentusiaster og gamle københavnere med interesse for lokalhistorie.

I en kort tekst, der understøtter bogens mange gode og stemningsfulde s/h fotografier, fortælles om Linie 11 og dens rute gennem det indre København til Husum. Den korte præsentation giver et godt indtryk af tidligere tiders offentlige transport i Hovedstaden, og billedsiden bringer både gode illustrationer af de indsatte sporvogne og fine hverdagsmotiver fra et København, der endnu ikke var overfyldt med biler.

Man møder i forvejen de københavnske sporvogne i et par udgivelser om sporvogne, i lokallitteraturen, i erindringerne, og Linie 11 er tidligere beskrevet i et bind i Sporvejshistorisk Selskabs bogserie, 1978. I denne lille bog er billeder af Linie 11 og dens rute i fokus, og de vil først og fremmest interessere ældre københavnere, der har kørt med de langsomme, ofte iskolde, skrumlende og hyggelige sporvogne i de gode gamle dage.

En fin lille fortælling i billeder og tekst af Linie 11's historie, der først og fremmest henvender sig til sporvogns- og lokalhistorisk interesserede læsere i hovedstadsområdet.