"Lionheart er en triumf for en kunstner, der både kan skrive stærke, substantielle sange og synge dem med sølvskinnende klarhed, hvorved de bliver levende og troværdige. Under det countryrockede lyder indimellem et ekko af amerikansk salmekunst, hvilket løfter den guddommelige åbningshymne, »A Lamb, A Dove«, helt op under himmelhvælvet. Her synges der godt nok om »a kingdom full of mercy and faith«, men når McEntire fortsætter med linjerne »I have found heaven in a woman's touch/Come here, my lamb, I'll make you blush«, er det svært at forestille sig, hvilke countryradiostationer der i det nutidige USAs giftige miljø tør binde an med sangen. Synd, egentlig, for den er fantastisk. Som rigtigt mange af skæringerne på dette lykkeligt forløste album, der tilmed er som støvsuget for bitterhed. McEntire har alvorligere ting på tapetet end at spille offerkortet".