En bog til primært piger fra 12 år. Bogens bagsidetekst skal nok sælge bogen, forsideillustrationen er både stærk og lidt for mat på samme tid.
Det er forfatterens anden bog på dansk. Hendes første bog kom på dansk i 2007 Simon og Sofie. I denne bog tegner forfatteren igen med indlevelse og respekt et ægte og troværdigt billede af bogens personer. Vi møder de to 15-årige klassekammerater Liv og Louise, som absolut ikke er bedste venner. De kan ikke fordrage hinanden. Men i løbet af en sommer bliver deres liv flettet sammen, da Livs mor og Louises far bliver kærester og flytter sammen. Det er lige ved at ende helt galt, da en kniv og stærke følelser bliver blandet ind i historien! Sproget er forholdsvis lettilgængeligt, og der er mange dialoger i et "ungt sprog", som virker fint og ikke kunstigt. Man føler som læser, at man er med som tilskuer til de ting som sker. Historien har flere lag og kommer helt derind, hvor det kan gøre ondt. Der er fine skildringer af de store personlige følelser som specielt Liv gennemlever. Historien indgyder håb til sidst.
Der er mange gode bøger i samme stil som denne, men ingen med lige denne vinkel.
En velskrevet roman om store følelser og om hvor galt det næsten kan gå, når de kommer i spil. En bog om veninderne Liv og Louise og deres hverdag som kommer til at foregå samme sted! En bog som de fleste piger fra 12 år vil engagere sig dybt i.