Musik / rock

Live at the Cellar Door


Anmeldelser (6)


Gaffa [online]

d. 9. dec. 2013

af

af

Henrik Friis

d. 9. dec. 2013

"Med to akustiske arkiv-udspil ude allerede fra samme periode - 68's Canterbury House og 71's Massey Hall - kan det på overfladen virke som overdosering og (nummer)gentagelse. Og ret skal være ret: Måske rammer dette heller ikke helt de to førnævntes stade. Men vi taler små, små grader: Virker Young en kende mere indesluttet, er intensiteten og følsomheden, han lægger i de tvivlende, sårbare numre, så meget desto mere overbevisende".


Gaffa [online]

d. 9. dec. 2013

af

af

Henrik Friis

d. 9. dec. 2013

"Med to akustiske arkiv-udspil ude allerede fra samme periode - 68's Canterbury House og 71's Massey Hall - kan det på overfladen virke som overdosering og (nummer)gentagelse. Og ret skal være ret: Måske rammer dette heller ikke helt de to førnævntes stade. Men vi taler små, små grader: Virker Young en kende mere indesluttet, er intensiteten og følsomheden, han lægger i de tvivlende, sårbare numre, så meget desto mere overbevisende".


Jyllands-posten

d. 9. dec. 2013

af

af

Peter Schollert

d. 9. dec. 2013

"En meget ung Neil Young spiller guitar og piano. Hans vokale præstation er i traditionel forstand ikke altid lige køn. Han synger falsk flere steder (det var hverken første eller sidste gang). Stadigvæk er han en af rockens største sangskrivere, og man får "Cinnamon Girl" i et anderledes enkelt arrangement end på studiealbumversionen".


Berlingske tidende

d. 26. dec. 2013

af

af

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 26. dec. 2013

"»Live At The Cellar Door« åbner med »Tell Me Why«, som er sigende for albummet og bærer de signaturer, der tegner hans akustiske sangskrivning: Den smukke, selvfølgelige melodi, de let raslende anslag på westernguitaren og en lys stemme, som ikke interesserer sig for rent eller falsk, men kun for at virke sand".


Berlingske tidende

d. 26. dec. 2013

af

af

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 26. dec. 2013

"»Live At The Cellar Door« åbner med »Tell Me Why«, som er sigende for albummet og bærer de signaturer, der tegner hans akustiske sangskrivning: Den smukke, selvfølgelige melodi, de let raslende anslag på westernguitaren og en lys stemme, som ikke interesserer sig for rent eller falsk, men kun for at virke sand".


Jyllands-posten

d. 9. dec. 2013

af

af

Peter Schollert

d. 9. dec. 2013

"En meget ung Neil Young spiller guitar og piano. Hans vokale præstation er i traditionel forstand ikke altid lige køn. Han synger falsk flere steder (det var hverken første eller sidste gang). Stadigvæk er han en af rockens største sangskrivere, og man får "Cinnamon Girl" i et anderledes enkelt arrangement end på studiealbumversionen".