Forfatteren kendes især fra sine 2 bøger Danmarks mit fædreland, 1991 og Halvfemserfortællinger, 1998, hvor hun har samlet og gengivet tids- og kulturtypiske livshistorier fra voksne danskere. Hun er mag.art. og forskningslektor ved Center for Kulturstudier i Odense. Denne bog handler om teorierne bag det at fortælle og høre livshistorier. Den har kognitions- og udviklingspsykologiste samt kulturhistoriske tilgange til emnet. Vores liv og hverdag leves i dag differentieret fra vore nærmeste, derfor er fortællingen nødvendig dels for at få hold på kontinuiteten i vores liv, dels for at fortolke os selv og vore oplevelser. Livsfortællingen skaber identitet. Derfor er det også vigtigt, at evnen til at fortælle - "de narrative kompetencer" - udvikles. Forfatteren støtter sig til en lang række andre navngivne forskeres teorier, og hun citerer flittigt. Desuden inddrager hun egen livshistorie i forløbet. Der er mange særdeles spændende synsvinkler. Sproget er akademisk, men gennem stædig koncentration dog læsbar for en halvstuderet røver som undertegnede. Den kan anvendes i opgavesammenhæng fra gymnasieniveau og navnlig opefter - især for pædagoger, psykologer, terapeuter og undervisere. Der er fyldig litteraturliste og navneregister.