Benny Andersen har aldrig skrevet en egentlig selvbiografi, men i 1973 udkom bogen Barnet der blev ældre og ældre - en samling artikler og essays om forfatteren og forfatterskabet. Nærværende følger op på denne bog, og i 38 bidrag skrevet i perioden 1953-2006 giver forfatteren et bredt og veloplagt indblik i forfatterskabet og sin egen opvækst spændende tilbage fra barndommen til i dag. Enkelt og ligefremt formidles på denne måde er personligt portræt, som sagtens kan konkurrere med digre biografier. Bogen er inddelt i 4 afsnit, som samlet giver et indblik i forfatterens liv, digtning, synspunkter og rejseindtryk. De fleste af bidragene har tidligere været bragt som aviskronikker, enkelte har været offentliggjort i forbindelse med andre udgivelser, og et par artikler har ikke været offentliggjort tidligere. Bogen appellerer til alle, som holder af Benny Andersen og hans digtning, og hans magiske evner med sproget fremtræder også tydeligt her med en passende blanding af finurligheder med klukkende latter til følge og alvorlige og dybsindige tanker.