Den begavede filmmand prøver med disse essay- og erindringstekster også det sproglige udtryk af. Og det gør han med held. Den særlige poetiske og reflekterende stil og tone, der kendetegner JBC's filmsprog, genfinder man også i bogens historier. I hver tekst gemmer der sig både rejse-, oplevelses- og erindringsstof vævet sammen med JBC's egne refleksioner over livets forløb i almindelighed. Stoffet har JBC løbende hentet undervejs på mange af de rejser og bosættelser i udlandet, han har foretaget i forbindelse med research og jagt efter "locations" til sine film. Længere ophold har han haft i Irland og Sydafrika, men der er stof også fra ophold i Polen, Nordfrankrig, USA og Danmark. Et gennemgående tema er "veje" både som konkrete forbindelseslinier, erindringsspor, metaforer og tilstande i den søgen og de undervejssituationer, der åbenlyst er et vilkår og en drivkraft i JBC's liv og arbejde. I de fleste tekster er den personlige historie integreret ind i den enkelte lokalitet omkring en særlig bemærkelsesværdig hændelse eller iagttagelse. Fra barndommens faste langsomme og ofte ensomme tur hjem i bussen fra skolen i det nordsjællandske til en dumdristig blaffertur i den polske isvinter og til de endeløse veje gennem den amerikanske ørken.