Erfaringsformidling fra spejdere i et udstyr langt over det normale for spejderbøger, som de er flest. Der er da også tale om et emne, orienteringsløb/skattejagt, som er af meget bred interesse, og som det varer længe før bibliotekerne er dækket ind med. Løbenes målgrupper er alle over 6 år, de angives som 6-10 år, 10-15 år, 10 år-, alle (men altså ikke de små under 6 år). Opgaverne er beskrevet på én gang udførligt og alligevel ikke i alle tilfælde fyldestgørende for den uerfarne. Meget skal man selv sætte skik på eller tilføje. Billedsiden er flot med fotos af mange børn og aktiviteter, spændende sat op. Der er 15 henvisninger til hjælpelitteratur og historier, som egner sig til løb. Ud over de 24 omfattende beskrivelser af konkrete løb efterfulgt af 13 løsrevne idéer til poster er der et indledende kapitel om planlægning før, under og efter løbene. Inspirerende til alle aldre, nat og dag, inde og ude, til spejdere, i klubben, til festen, sommer og vinter.