Den lidt kryptiske titel på denne roman, udgivet under pseudonym, refererer til historiens hovedperson og jegfortæller, den unge kunstnerspire Joffy, hvis liv ikke kun er et spørgsmål om at overleve økonomisk, men også en stædig moralsk kamp for at leve op til de høje krav og løfter til sig selv. Gang på gang oplever han at løfterne brydes - og at han ligefrem hygger sig med det. Det moralske dilemma skærpes da han konfronteres med den rå kapitalmagt og seksualitet i form af forretningskvinden June der skånselsløst slår mønt af hans kunstneriske idérigdom. Samtidig har han dog mødt den gudeskønne Lela der viser ham, at alle moralske konflikter opløser sig, når man blot er i stand til at elske sig selv. Denne vej til sand livsvisdom er brolagt med et stort opbud af kliché-agtige personer, der er leveringsdygtige i holdninger og meninger af enhver art, men savner nuancer og psykologisk troværdighed. Med forfatterens egen formulering og udtryk for selverkendelse går der alt for meget "læserbrevs-tænkning" i historien der bruger den mindste anledning til at diskutere fremmedhad, overvågningssamfund, kulturpolitik, jantelov og meget mere. Romanen er blottet for episk drive og indre sammenhæng og dertil kommer et utal af sproglige og grammatiske fejl, manglende ord og ufuldstændige sætninger, som en grundig korrekturlæsning ville have rådet bod på.