Tegnevæggen blev til under Bogforum Comics 2021: En horde af dygtige danske tegnere skabte i fællesskab en monsterfortælling, som de besøgende kunne nyde skabelsen af. Det er blevet til denne tegneserie. Til dem med interesse i gysertegneserier og til dem, der gerne vil have et indblik i, hvad der rører sig på den danske tegneseriescene anno 2021.
Den lille pige Ellen er på et stort slot. Hun har sin lille bamse. Om natten vågner hun, hun er tørstig og skal tisse. Men monstrene vågner også, og Ellen må nu tage kampen op mod overmagten. John Kenn Mortensen står bag fortællingen. De enkelte tegnere fik uddelt dele af manuskriptet, der fx kunne lyde: "Ellen omgivet af monstre, der gror glubsk på hende." Der er både store etablerede navne og tegnere, der er på vej frem. Det er tegnere som Ingo Milton, Heidi Holmeå, Aske Schmidt Rose og Peter Madsen.
Der er her tale om en ganske unik udgivelse. Idéen er fremragende: At lade mange forskellige tegnere skildre deres egne små bidder af den simple (men effektive) fortælling, som, stort set, er uden ord. Kreativiteten sprudler. Man får et indblik i skabende processer. Det er næsten som at være på Bogforum Comics. Det fine forord og det fine efterord sikrer, sammen med nogle udvalgte fotografier, at læseren får indblik i processen.
Gruopvækkende fortællinger fra rabarbermørket er en nyere dansk eksperimenterende tegneserie.