Denne letlæste fagbog fortæller løst og fast om løverne og deres liv. Størstedelen af siderne optages af farvefotos, der gennemgående er af pæn kvalitet. De ca. tre liniers tekst, der er på hver side, er stort og tydeligt trykt og er forsynet med enkelte delestreger i lange ord. Teksten er mundret og skrevet i korte sætninger, og den er ret enkel at læse. Enkelte ord, der er fremhævet med fed skrift, forklares kort i bogens ordliste, der efterfølges af et lille stikordsregister. I samme serie og af samme forfatter udkommer samtidig Bjørne og Delfiner, og udover adskillige bind om vilde dyr er der tidligere udkommet flere bind i lignende udstyr om småkravl som myrer og edderkopper. Løver er et populært emne, som vi har en del bøger om, men denne bog er et pænt supplement til genren, hvis man mangler noget for aldersgruppen. Denne bog henvender sig primært til de yngste selvlæsere, fra 8 - 9 år, som især vil anvende bogen i skolesammenhæng, men den kan også læses op for yngre facts- og dyreglade børn fra 5 - 6 år.