Per og Polly skal på tur med damptoget sammen med deres klasse. Undervejs går toget i stå, og børnene går ud på marken ved siden af. Her dukker en snarrådig bondemand op med sin hest. Fra 6 år med læsehjælp.
"Lotte og toget" udkommer i serien "Historier fra bondegården" i "Flachs allerførste læsning". Bogen er oversat fra engelsk, er i hardback og har læsebånd, præcis som de øvrige bøger i serien. Der er farvede illustrationer på hver side. De farvede illustrationer viser det samme, som der skrives og støtter derfor læsningen. Sætningerne er meget korte helsætninger, der er enkelte talebobler. Foran i bogen er der et kort over Æbleby og omegn. Bag i bogen er der flere forskellige opgaver, som begynderlæseren kan løse. På titelbladet stilles en lille opgave til den opmærksomme læser. Bogen er på lix 8 og lettal 15.
En lille sød bog fra den gang verden ikke var af lave, og langt de fleste børn levede i et landbrugssamfund. Hvor mange børn ved i dag, at når en landmand kommer med Lotte, så betyder det, at han har sin hest med? En hyggelig letlæsningsbog for de alleryngste.
I en dansk og mere nutidig kontekst findes serien "Dingo. Landbrug". Her kan foreslås Magnus og vindmøllen.