A new career in a new town (1977-1982)
David Bowie
Emneord
Anmeldelser (6)
Jyllands-posten
d. 14. okt. 2018
af
af
Peter Schollert
d. 14. okt. 2018
"Selv om boksen 'Loving the Alien 1983-1988' har flere rædsler, er der stadig en hel del at komme efter for ikke mindst det britiske musikikons fanskare ... 'Loving the Alien 1983-1988' er det fjerde retrospektive Bowie-bokssæt siden 2015. Det er uden tvivl også den svageste boks hidtil, når man lægger den på en kunstnerisk vægt. Så hvis man ikke har investeret i de tre første udgivelser, er det nye sæt et forkert sted at begynde. Har man til gengæld købt de tre første og har råd til - og mod på - mere, er det nye udspil værd at investere i som en vigtig brik i forståelsen af David Bowie. Også fordi historien om det britiske ikon i 1980' erne ud over lp'erne bliver fortalt i form af en bog med masser af spændende tekst og fotos af Bowie med frisurer og i kostumer, man ikke kan lade være med at grine ad. Eller græde over".
Berlingske tidende
d. 17. okt. 2018
af
af
Nanna Balslev
d. 17. okt. 2018
"Bortset fra 'Let's Dance' er Bowies 80eralbums relativt udskældte ... Det vil Bowie-bokssættet 'Loving The Alien 1983-86' gerne lave om på. Boksen, der både kommer på vinyl og cd, indeholder intet mindre end 15 vinylplader (eller 11 CDer) ... Hardcore Bowie-fans vil (...) glæde sig over den flot opsatte bog med sangtekster, tidligere uudgivne billeder af den britisk rockhertug taget af legendariske fotografer som Denis O'Regan og Herb Ritts, masser af artikler samt interviews med samarbejdspartnere som Nile Rodgers og Mario McNulty ... 'Loving The Alien' henvender sig mest til fans og er som samlet udgivelse for ujævn til at kunne konkurrere med tidligere bokssæt med Bowies materiale fra 70erne. Men der er også guld gemt i vinylrillerne. Ikke mindst på Bowies musik til film og teater".
Jyllands-posten
d. 14. okt. 2018
af
af
Peter Schollert
d. 14. okt. 2018
"Selv om boksen 'Loving the Alien 1983-1988' har flere rædsler, er der stadig en hel del at komme efter for ikke mindst det britiske musikikons fanskare ... 'Loving the Alien 1983-1988' er det fjerde retrospektive Bowie-bokssæt siden 2015. Det er uden tvivl også den svageste boks hidtil, når man lægger den på en kunstnerisk vægt. Så hvis man ikke har investeret i de tre første udgivelser, er det nye sæt et forkert sted at begynde. Har man til gengæld købt de tre første og har råd til - og mod på - mere, er det nye udspil værd at investere i som en vigtig brik i forståelsen af David Bowie. Også fordi historien om det britiske ikon i 1980' erne ud over lp'erne bliver fortalt i form af en bog med masser af spændende tekst og fotos af Bowie med frisurer og i kostumer, man ikke kan lade være med at grine ad. Eller græde over".
Berlingske tidende
d. 17. okt. 2018
af
af
Nanna Balslev
d. 17. okt. 2018
"Bortset fra 'Let's Dance' er Bowies 80eralbums relativt udskældte ... Det vil Bowie-bokssættet 'Loving The Alien 1983-86' gerne lave om på. Boksen, der både kommer på vinyl og cd, indeholder intet mindre end 15 vinylplader (eller 11 CDer) ... Hardcore Bowie-fans vil (...) glæde sig over den flot opsatte bog med sangtekster, tidligere uudgivne billeder af den britisk rockhertug taget af legendariske fotografer som Denis O'Regan og Herb Ritts, masser af artikler samt interviews med samarbejdspartnere som Nile Rodgers og Mario McNulty ... 'Loving The Alien' henvender sig mest til fans og er som samlet udgivelse for ujævn til at kunne konkurrere med tidligere bokssæt med Bowies materiale fra 70erne. Men der er også guld gemt i vinylrillerne. Ikke mindst på Bowies musik til film og teater".
Weekendavisen
d. 26. okt. 2018
af
af
Klaus Lynggaard
d. 26. okt. 2018
"Efter at have sat standarden for rockmusik i 1970erne sigtede David Bowie mod superstjernestatus i 1980erne. Det lykkedes - om end på bekostning af den kunstneriske kvalitet ... var 'Let's Dance' en skuffelse, tør jeg næsten ikke tænke på, hvad dens to efterfølgere, 'Tonight' (1984) og 'Never Let Me Down' (1987) ... 'Loving the Alien' (1983-1988), der som bokssæt betragtet fremstår som et udsøgt produkt, helt i The Dames ånd. Men. Men musikken, altså. Tog jeg fejl med hensyn til de tre nævnte album? Ja og nej. 'Let's Dance' lyder næsten bedre end dengang, en vital hyldest til dansen, til kroppen, til livet og til sort musik som inspirationskilde ... 'Tonight' [fremstår] stadig som et lavpunkt i karrieren, måske det overhovedet dårligste album, Bowie udsendte i eget navn. Fraset det brillante åbningsnummer 'Loving the Alien' er det en både idéforladt og vitaminfattig omgang, fuld af uinspirerede coverversioner og en produktion så slap, at man ikke fatter, at det overhovedet kom gennem mandens ellers så sikre kvalitetskontrol. Mindst lige så udskældt var efterfølgeren 'Never Let Me Down', som dog består af mandens egne kompositioner og indeholder en håndfuld lytteværdige sange. Så vidt det kan høres. For igen er den helt gal med produktionen, der nærmest suger alt liv ud af foretagendet ... Derudover medfølger to dobbelte livealbum ... Der følger også en overflødig cd kaldet Dance med ... Endelig dobbelt-cd'en RE: CALL, der samler alt det løse".
Weekendavisen
d. 26. okt. 2018
af
af
Klaus Lynggaard
d. 26. okt. 2018
"Efter at have sat standarden for rockmusik i 1970erne sigtede David Bowie mod superstjernestatus i 1980erne. Det lykkedes - om end på bekostning af den kunstneriske kvalitet ... var 'Let's Dance' en skuffelse, tør jeg næsten ikke tænke på, hvad dens to efterfølgere, 'Tonight' (1984) og 'Never Let Me Down' (1987) ... 'Loving the Alien' (1983-1988), der som bokssæt betragtet fremstår som et udsøgt produkt, helt i The Dames ånd. Men. Men musikken, altså. Tog jeg fejl med hensyn til de tre nævnte album? Ja og nej. 'Let's Dance' lyder næsten bedre end dengang, en vital hyldest til dansen, til kroppen, til livet og til sort musik som inspirationskilde ... 'Tonight' [fremstår] stadig som et lavpunkt i karrieren, måske det overhovedet dårligste album, Bowie udsendte i eget navn. Fraset det brillante åbningsnummer 'Loving the Alien' er det en både idéforladt og vitaminfattig omgang, fuld af uinspirerede coverversioner og en produktion så slap, at man ikke fatter, at det overhovedet kom gennem mandens ellers så sikre kvalitetskontrol. Mindst lige så udskældt var efterfølgeren 'Never Let Me Down', som dog består af mandens egne kompositioner og indeholder en håndfuld lytteværdige sange. Så vidt det kan høres. For igen er den helt gal med produktionen, der nærmest suger alt liv ud af foretagendet ... Derudover medfølger to dobbelte livealbum ... Der følger også en overflødig cd kaldet Dance med ... Endelig dobbelt-cd'en RE: CALL, der samler alt det løse".