Amerikanske, men danskboende, Lynn Andersen har en række gode kogebøger - bl.a. om wok - bag sig og har nu kastet sin kærlighed på grillen, tak for det! Resultatet er en af markedets bedste grillbøger der virkelig kan udvide friluftkokkens repertoire med en høj imponator-effekt både til det intime måltid og den store fest. Efter lidt gennemgang af grill- og brædselstyper er bogen tematisk opdelt med forslag til hele menuer for hhv. den lille, transportable grill til strandture og picnic, den åbne og den lukkede grill samt en afslutning med forslag til fire tematiske fester med mange gæster. Grill og ikke mindst den lukkede kuglegrill har fået en renæssance på det seneste, der endnu ikke er slået voldsomt igennem på bogmarkedet. Heldigvis kommer denne bog som en af de første, idet den er meget gennemarbejdet og ikke på nogen måde præget af det hastearbejde, man ofte ser, når en tilberedningsform eller bestemte ingredienser pludselig kommer på mode. Udstyrsmæssigt er bogen i øvrigt også en nydelse med inspirerende fotos.