Natur og overnatur har altid været to uforenelige størrelser. Men hvad gør man så, når man nu er interesseret i begge områder? Forfatteren er docent ved Danmarks Tekniske Universitet med lys som speciale, og er samtidig optaget af fænomener som clairvoyance og telepati. Sidstnævnte fænomener lader sig imidlertid ikke måle med videnskabelige metoder og må derfor forkastes inden for denne kontekst. Men de forekommer dog alligevel, og derfor vedtager forfatteren at indføre mennesket som måleinstrument. Forstået på den måde at de ting, naturlige som overnaturlige, som mennesket (eller visse mennesker) registrerer, også er udtryk for en virkelighed. Med eksempler fra den klassiske fysiks forskningsmetoder specielt inden for lys samt de få men signifikante undersøgelser, der er foretaget for at påvise telepati og andre paranormale fænomener, lykkes det Skettrup at sandsynliggøre, at mennesket, som pr. definition både er et fysisk og et ikke fysisk væsen, er i stand til at registrere indtryk på begge områder, som bør tillægges lige stor værdi. Det er sjældent, at en etableret videnskabsmand vover sig ind på et så forkætret område, men han gør det med en videnskabelighed, som især skulle gøre det muligt at få hans kollegaer i tale.