Måske er vi udødelige

Selvstændig fortsættelse af Kridthuset (1994) - og en underholdende ungdomsroman om det smertelige og berusende tab af uskyld, det definitive farvel til barndommen. Bogen starter en kikset nytårsaften 1979 i et brunorange parcelhus helvede og slutter omtrent et år senere ude i det virkelige liv, hvor der er frihed og plads til store følelser, og hvor krav og ansvar følger med. Historien handler meget om at være til stede, være levende; og så om alle dem, der er havldøde af kedsomhed, konventioner, stoffer etc. - og dem, der ikke kan klare livet mere. Indimellem kan LD blive lidt for tydelig i sin behandling af personerne i forhold til hinanden, men de fleste virker samtidig meget ægte. Ikke mindst hovedpersonen (der nok har en del tilfælles med forfatteren) og hans dejlige veninde, som bliver et fint bekendtskab for læseren. Bortset fra et par tidstypiske afstikkere til Roskildes mudder og til metropo lelen København foregår historien i det østjyske, og ligesom i Kridthuset beskriver LD dagliglivet historien i sin ungdoms provins både grotesk, morsomt og til tider ret ondt. I det hele taget fungerer sproget godt - præcist, letløbende og kvikt, men fjernt fra den overfriske ungdomsbog-stil. Fra 13-14 år.

Læs hele vurderingen

Dette er den selvstændige fortsættelse til forfatterens debutroman fra 1994, der bar titlen Kridthuset. Hvor første bind beskrev 70'erne, er vi i andet bind nået frem til årsskiftet omkring indgangen til 80'erne. Bogens hovedperson, Morten, er kommet i gymnasiet - men bor stadig hjemme i en lille midtjyske flække med moderen og lillebroderen. Morten kommer i opbrud og personlig krise, da først kæresten slår op med ham og flytter til London, dernæst da mormoderen dør. Han beslutter sig for at flytte for sig selv på et værelse i den by, hvor gymnasiet ligger - men naturligvis til moderens næsten klassiske mishag. Et nyt kærlighedsforhold til den meget selvstændige Stella bringer ham videre i et ungdomsliv, som med fester, Roskildefestival, værtshusbesøg, nødtørftig lektielæsning, one-night-stands etc. ligner enhver ung, 18-årigs hektiske periode. Mortens udviklingshistorie slutter - indtil videre - omkring årsskiftet 80/81 - kort efter mordet på John Lennon i New York. Der er som antydet tale om en traditionel udviklingsroman, som imidlertid er lykkedes fint og flot. Sproget er letflydende, tidsbillede og miljø ramt med ganske sikker hånd - og med en persontegning der får figurerne omkring Morten til at leve. Helt ubarmhjertigt spiddes en af hovedpersonens lærere midt i dyb, personlig opløsning efter et afsluttet forhold til en af sine unge elever. Selvlæsning/fælleslæsning fra 9.klasse.

Læs hele vurderingen