"Iscenesætter-makkerparret Moshe Leiser og Patrice Caurie ... har valgt en scenisk mininalisme, der strengt taget består af baggrundsskærme, der kan køre op og ned, så man ser forskellige smukke landskabsbilleder og blomstermotiver i horisonten. Og mere skal der måske ikke til, hvis det er personernes karakterer og det psykologiske, der er i fokus, og hvis man har det rette hold sangere til sin rådighed. Her kommer opsætningen til kort ... Det bliver både forudsigelig kedeligt og æstetisk rent ... Der er lidt hjælp at hente hos sangerne ... mens skuespillet hælder til klichéerne ... Dirigenten Antonio Pappano ... står i spidsen for et orkester, der leverer både følsomt og storladents spil. Det ægte drama kommer fra orkestergraven, men det er ikke nok".