Willie Chandran mødte vi første gang i Et halvt liv, 2001. Den vege Willie er nu i Berlin, hvor hans søster Sarojini, sætter ham fluer i hovedet. Hun synes han er en ubeslutsom mand, og opfordrer ham til at slutte sig til en oprørsbevægelse i Indien, som kæmper for de laveste kasters rettigheder. Viljeløst tager Willie af sted, blot for at finde sig selv i et meningsløst opgør, som han ikke kan forholde sig til. Alligevel bliver han ved gennem syv år, bliver fængslet, og indser at det han har kæmpet for er en illusion. Han bliver løsladt, da han bliver en belastning for autoriterne, og vender tilbage til det London han forlod for 30 år siden. Han fortsætter et tomt liv, uden indhold og uden udsigt til en bedre tilværelse, en mand som driver for vinden, uden identitet, en rodløs person, som kæmper mod opbyggelige og ødelæggende kræfter. Hvis det som hævdet er Naipauls sidste roman, er det et flot afskedsværk. Scenerne fra Indien er betagende, de udslidte landsbyer, de specielle typer som opererer i oprørsstyrken males frem med fylde og bredde. Willie er som den fortabte mand, en metafor for det multinationale menneske, som befinder sig i et limbo. Velskrevet og krævende roman.