Bad day to go fishing er den engelske titel for en spansk-uruguayansk co-produktion fra 2009 om en træt, tidligere verdensmester i brydning og hans fiffige manager. Filmen henvender sig til et voksent publikum, der sætter pris på film fra for os fremmede himmelstrøg, men filmens handling er universel og har appel til alle elskere af menneskelige historier. Og den kan formidles som en moderne filmpendant til John Steinbecks Mus og mænd, 1937.
Jacob van Oppen er tidligere verdensmester i brydning og var i sin tid en pryd for det kommunistiske Østtyskland, hvis klør han i følge sin manager med det farverige navn Prins Orsini blev revet ud af! Nu henslæber den bedagede bryder sin tilværelse i Sydamerika med at vinde arrangerede kampe, som prinsen sætter op med sikker profit for øje. Men da en "nem" modstander havner i fængsel og erstattes af en "rigtig" bryder, slår sandhedens time for det umage par: Skal de stikke halen mellem benene eller risikere liv og lemmer? Sportsgrene som boksning og brydning og især sportsgrenenes negative sider med økonomiske interesser, udnyttelse og nedslidning har en niche i filmhistorien, hvor i nyere tid Mickey Rourke suverænt har portrætteret et ringvrag i The wrestler, 2008.
Den store, stærke mand og den kloge, lille spirrevip er arketyper, som hedder Lennie og George i Steinbecks Mus og mænd. Muskler og hjerne spiller også sammen i Peter Chelsoms The mighty, 1998.
Interessant, spændende og anbefalelsesværdig lille film.