Amerikansk-kinesisk actionfilm fra 2013, om en mand der dyrker den taoistiske kampsport tai chi. Filmens mange kampsportsscener vil tiltrække folk med interesse for Østens forskellige kampsportsarter. Er man ikke lige besnæret af kampsport, vil de fleste nok finde handlingen en anelse langtrukken og klichépræget.
Tiger (spillet af den kinesiske martial arts kæmper og skuespiller Tiger Chen) er fascineret af tai chi. Han trænes af en gammel mester på et kloster i byen. En dag opsøges han af nogle skrupelløse bagmænd, der lever af at arrangere tai chi-kampe til døden, og som gerne vil have Tiger som deltager. Han siger nej, men da det gamle kloster samtidig står for at skulle rives ned, medmindre der betales en masse penge, tvinges han alligevel ind i den mørke underverden. Handlingen er klichépræget, omend den har et lille overraskende twist nær slutningen. Der er mange flotte kampsportsbilleder, og det er lækkert produceret, men man skal være fan af sporten for virkeligt at synes, at der er noget at komme efter, og filmen udkom da også direkte på dvd herhjemme.
Det er den fra Matrix filmene kendte Keanu Reeves, der her har sin instruktørdebut og selv spiller den ene hovedrolle. Kampscenerne minder meget om dem man så i Matrix filmene, og det var da netop også Tiger Chen, der dengang oplærte Reeves i den ædle kampsport.
Flot og interessant film hvis man er kampsportsinteresseret. De fleste andre vil nok finde filmen langtrukken og klichépræget.