Forfatterens intention med bogen her er at fremstille Kierkegaard i lyset af det nittende århundrede og i lighed med Peter Thielsts som perioden, hvor det moderne menneske blev til. Her er Kierkegaard ikke alene, men diskuterer ivrigt med den store tyske filosof Hegel, dog fortrinsvis ved at kommentere samtidens danske hegelianere med Johan Ludvig Heiberg som den mest fremtrædende. Det er blevet til en inspirende læsning af Kierkegaard, hvor der citeres ivrigt og langt, og hvor forfatteren ud fra et læse-etisk standpunkt vælger ikke at fokusere på Kierkegaard som biografisk privatperson, når man dog undtager beretningen om spadsereturene i stuen med faderen ved hånden og betydningen af det tungsind, han fik i arv. En bog, der læsemæssigt er tilgængelig for folk med lidt mere end elementære forudsætninger og i lighed med Peter Thielst fravælger den religiøse del af Kierkegaards forfatterskab.