Højtlæsningsbog om en tidsrejse og et nært forhold mellem bedstemor og barnebarn, som jeg ville anbefale til oplæsning for især piger fra 6 år. Bogen kan også bruges til emnearbejde i de mindre klasser, og dens lækre finish og fine farvelagte forside sælger den godt.
Nina på 7 år har et tæt forhold til sin bedstemor, som hun ofte besøger. Bedstemor er så gammel, at hun var barn under krigen, og da de to "flygter" ned i gården, som med et er en tidslomme, står de i krigstidens København. Her møder de bedstemor som lille pige og hendes bedsteveninde, som Nina er opkaldt efter. Sammen oplever de en eftermiddag med tyske soldater, hverdagen med rationeringskort, luftalarm og et ophold i et beskyttelsesrum. Men der er det ved veninden Nina, at hun er jøde og sammen med sin familie er ved at flygte til Sverige, og nutidens Nina ændrer lidt på historiens gang ved at bede hende om at huske bedstemoren, når hun bliver voksen. Så bogen slutter godt med et uventet brev fra Amerika. Sprogligt er bogen sikker og velskrevet med mange små sprogbilleder, som Nina undrer sig over. Forfatteren kender vi indtil nu kun fra litteratur for voksne. Bogen er dejligt illustreret med både vignetter og større billeder, og det bidrager svært til bogens stemning.
Bogens stemning og forhold mellem generationerne minder mig om Heddas bog af Linn Hallberg 13/21, den har dog døden som tema.
Et varmt og roligt familieportræt og et fint punktnedslag i en periode, som vi snart er uden samtidige vidner til.