Børn fra 2 år kan være med til at lave det meste arbejde med de 19 modeller, som er tænkt til brug i dagplejen og på tilsvarende niveau.
Modellerne henter deres emner fra barnets nære hverdag og inddrager med stor forståelse børns interesser og kompetencer. Her er fx en klovn, en bamse, en barnevogn, en bi, en åkande etc. Zoo-dyr som flodhest og giraf er der, tillige med populære forestillinger så som dinosaurer og spøgelser. Modellerne kan udformes i flere varianter, som én- eller dobbeltsidig til ophængning, som stangdukke eller som sprællemand. Bogens første afsnit er en overordentlig let og udførlig anvisning på materialer og fremgangsmåder, hele tiden med barnet i fokus. Beskrivelsen af hjælpesaksen er lige i kassen. Efter afsnittet med farvegengivelser og arbejdsbeskrivelse til modellerne følger skabeloner i samme rækkefølge og i fuld skala. Til sidst et portræt af denne sympatiske ildsjæl og hendes virksomhed og hjemmeside. Gedigent udstyr beregnet til daglig brug.
Der er ikke udgivet ret meget på dette lette niveau bortset fra Agnes Ingersens fire forudgående bøger, hvis udnyttelse præcist vil angive efterspørgslen på denne. Hun har skrevet om ting lavet på grundlag af aftegninger af børns hænder, paptallerkener og mælkekartoner (2 gange). Denne kunne lige så godt hedde bind 2 om paptallerkener og overflødiggør ikke Sjov med paptallerkener, 2005.
En hobbybog, hvor alle kan være med, og hvor resultaterne spejler børnenes interesser og formåen som i Fröbel-traditionen.