Læseren følger Michael Valgrens liv som professionel cykelrytter gennem 2015-sæsonen. Fra første løb i Dubai, over forårsklassikere, sommerens Tour og til efterårets VM, skildres det hårde liv som cykelrytter. For voksne fans af cykelsport.
Hvordan er det at køre på et af verdens største cykelhold? Og hvordan er det at ofre alt for at være professionel cykelrytter? Det er nogle af bogens centrale spørgsmål. Vi følger den danske cykelrytter Michael Valgren. Sæsonen er MV's anden som professionel og, som det skildres i bogen, oftest som såkaldt hjælper for de store stjerner på holdet. Særligt detaljeret beskrives MV's første Tour de France foruden Danmark Rundt hvor man får et indblik bag kulissen i de store løb. Samtidig deler MV ud af sine erfaringer med tips til almindelige danske cykelmotionister. Medforfatter på bogen er Rasmus Møller Bech, journalist på diverse sportskanaler, hvor han bl.a. har dækket VM i cykling.
Læseren får et dybdegående indblik i livet som elite-cykelrytter som man ikke ser i mange andre bøger om emnet. Bogen er desuden ganske indbydende mht. fotos og layout.
En bog hvor man også følger en dansk cykelrytter på højeste niveau er Chris Anker Sørensens Debutantens dagbog.