"[Huss'] søgen efter det autentiske fører ham hen imod det uperfekte, hæse, stakåndede, og på de fleste af de ti numre på Midtlivsvisen synger han med en tilstræbt Povl Dissing'sk klang, mens klaveret er spillet, som Benny Andersen kunne finde på at gøre det. Det har afgjort sin skønhed, melodierne er fine, det bløde lydbillede er rart at blive svøbt i. Det passer også til hans sange, som er livsviser med små betragtninger om det nære ... Men denne stil kræver samtidig sin digter, sin Benny Andersen eller Halfdan Rasmussen, hvis sangene skal løfte sig over det almindelige. Og sangene på Midtlivsvisen mangler lidt for ofte det fornødne sproglige spræl".