Sille er meget optaget af sin identitet. Den italienskfødte mormor, som hun vokser op hos, tror, at hun hjælper Sille ved at fortie sandheden om Silles far og om Silles mors død. Mormor afslører nødtvungent i små bidder, hvad der gemmer sig i fortiden, og Sille er desperat efter at få kendskab til sig selv og sine rødder. Identitetsproblemerne er så store, at hun prøver at begå selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Forsøget mislykkes og Sille tilbringer delvis handicappet en tid sammen med mormor i Italien. Her møder hun pigen Angela, og et andet og mere praktisk syn på døden. Sille gør op med mormoderens ubearbejdede fortidsangst, genfinder sin ukendte far og udvikler sig så meget, at hun kan tilgive og måske også forstå årsagen til alle fortrængningerne. Bogen er velkomponeret og giver et nuanceret billede af et ungt menneske i identitetskrise, men det lykkes ikke at forløse den spænding, der lægges op til i mormoderens afbrudte beretning. Bogen der udkommer i Victoria-serien, som Bent Rasmussen tidligere har bidraget til, er til frilæsning fra 6.-9. kl.