Bøger / faglitteratur til børn

Min første kanin


Beskrivelse


Bl.a. om køb af kanin, tæmning, indretning af bur, foder, pasning og pleje, unger, samt om de første tamme kaniner.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. jan. 1998

af

af

Hans-Christian Uth (skole)

d. 7. jan. 1998

Bogen har samme format, opbygning og udstyr som Min første høne, der udkom sidste år. Liljensøe er således godt igang med en fornyelse af vores børnelitteratur om husdyr/kæledyr. Igen er det gjort muntert, ispirerende og kompetent. Sammen med en voksen vil børn omkring skolestarten her kunne finde den nødvendige viden, hvis man har lyst til at omgås kaniner. Børn på 4.-5.klassetrin vil selv kunne læse teksten, der udgør omkring en tredjedel af bogens omfang. Sproget er ligefremt - der tales direkte til læseren - og vanskelige ord er stort set undgået eller forklaret. Bogens mange farvefotos er velvalgte, beskåret og placeret funktionelt og er generelt af høj kvalitet. Udover de nødvendige oplysninger om anskaffelse, udstyr og pasning indeholder bogen afsnit om kaninens historie, lidt om kaninracer, gode råd om indsamling og dyrkning af foder samt et opslag om kaninhop! Bogen har indholdsfortegnelse, men ikke register. Den afsluttes med med en sides opsummering af de vigtigste råd samt adressen på kaninavlerforeningen.


Bibliotekernes vurdering

d. 7. jan. 1998

af

af

Susanna Christensen

d. 7. jan. 1998

Jørgen Liljensøe skriver med omsorg, varme og naturlighed om alle børns favoritkæledyr; kaninen. Vi hører om de første tamme kaniner, hvilke racer du kan vælge og deres kendetegn, og hvad du skal tænke på ved køb af kanin. J.L. fortæller hvordan kaninens bur skal være både ude og inde og hvilket tilbehør, der er nødvendigt. Han fortæller om dyrets føde, at du selv kan dyrke noget af det, finde planter i naturen, og købe resten ved dyrehandleren. Vi hører også om, hvordan kaninen får unger. Kort sagt; alt om pleje og pasning og med en vigtig pointe: Vis omsorg og kærlighed. Kaninen er et levende dyr, ikke et stykke legetøj, som du kan blive træt af. Det er dig der har ansvaret for kaninen. Bogen henvender sig direkte til børn i du-form og kan læses fra 10-12 år, og læses højt for børn helt ned til 4-5 år. Bogen er gennemillustreret med fine farvefotos af udstyr og mad, men også af børn og dyr i fælles leg. Øvrig layout og udstyr er identisk med en anden bog: Min første høne, 1997 af samme forfatter. J.L 's bog om kaniner vil stå frem som noget særligt i rækken af andre kaninbøger på hylden i børnebiblioteket, hvis der ellers er noget hjemme. Børn og voksne vil sammen kunne skabe et godt hjem for en lille kanin hvis de følger de enkle gode råd i denne bog.