Lisbet Lundquist elsker at fortælle historier. Søde, naive, morsomme, barokke historier. Hovedpersonen i denne er Eva, 24 år, tiden er 1967 i København, men der er historier om bogstaveligt talt alt mellem himmel og jord. Der er historier om solsorten i tagrenden (titlen), der er historier om venindens elskers kones forældre. Eva vil være skuespiller, og historien om besøget hos en ældre fhv. skuespillerinde er kostelig. Eva vil måske også gerne være forfatter, så vi får lige historien, hun brygger på, serveret i bidder. Den handler for resten om en sær midaldrende bibliotekarmand, der tager til Italien og mister sig selv for en tid. Eva lever i et København, gengivet så tidstypisk nøjagtigt og stemningen så præcist sanset, at det er en fornøjelse for en midaldrende bibliotekarkvinde. Hun fortæller og fortæller om sit modelliv og sine kærester og sin demente farfar; historien om kæresteperioden med lægesønnen fra Lemvig er det rene Nødebo Præstegård i opdateret udgave. Det er et dejligt, varmt kludetæppe af historier med en fortælleglæde så let og luftig som ægte andedun. Sjov for Lisbets (øh Eva's) nogenlunde jævnaldrende, underholdende for alle andre.