Billedbogen "Min mormors gebis" fra 2006 har allerede klassikerstatus og er højt elsket for sine fantasifulde og sjove rim og lige så skønne tegninger. På bogen står "for de mindste", men børn skal nok være 3-4 år for at kunne koncentrere sig om rimene og forstå dem.
Her udkommer en ny udgave af billedbogen "Min mormors gebis", der indeholder otte af de oprindeligt sytten rim. Vi hører om "Medister-minister Fister", drengen der møder sin farfar på stranden, flyvefisk fra Vesterhavet, min mormors gebis, Grønlands is, en lille lådden forkølet kat i blæsevejr, drengen der går amok med en mukkert på Luffes hus og manden, der bor i en pære. Rimene og tegningerne er taget ud af den oprindelige "Min mormors gebis" uden ændringer. Denne udgave er i et lidt mindre format end den oprindelige, og den har papsider.
Der er ingen tvivl om, at her har vi en samling rim, der er tidsløse og som vil blive læst igen og igen, som der står på bagsiden. Rim og tegninger er bestemt i en klasse for sig. Der står på forsiden, at bogen er "for de mindste" uden, at alderen er klart defineret. Min vurdering er, at man skal være 3-4 år for at forstå alle ordene i teksten og rimenes betydning.
Dette er en alternativ udgave af Min mormors gebis med færre rim og i et andet format.