Kate Royster er en ny forfatter i serien Læseværkstedet. Hendes debut lever til fulde op til seriens sædvanlige standard. Indenfor den meget begrænsede ramme lykkes det forfatteren at give et nuanceret billede af de følelser, ægteparret Bente og Torben gennemlever, da de mister deres unge søn, Peter, ved en trafikulykke. Fornægtelse, vrede, hævntørst, sorg, tilgivelse, accept. Bogen indeholder så mange alment menneskelige temaer, at der er grundlag for mange diskussioner i en undervisningssituation på tværs af nationaliteter. Bogen henvender sig til såvel voksne læsesvage som til indvandrere i det nu meget formaliserede danskundervisningssystem. Den udkommer i gul serie, som er den næstsværeste i serien. Teksten er versopsat på siderne, og sammen med den store skrift giver det et åbent og lettilgængeligt indtryk. Der findes tilhørende lydbog.