Pænt og indbydende, men noget overfladisk billedatlas, for børn fra ca. 6-7 år. Bogen har først en generel indledning om jorden, derefter får vi på hvert opslag en del af kloden præsenteret. Eksempelvis får Sydamerika et opslag, Nordamerika to opslag og Europa fire opslag. Vi ser landenes navne, de fleste hovedstæder, vigtige bjerge, floder o.l. samt en masse små tegninger af seværdigheder og produkter. I et lidt fortegnet Danmark ses en ko, en gris, Legoland og Den lille Havfrue. Til slut er der et udvalg af flag og register over landene. Den eneste anden titel, der er at sammenligne med, er Gyldendals billedatlas (1991), også med titlen Gyldendals store børneleksikon - Billedatlas (1993), som har sværere tekst og ca. dobbelt så mange sider. Men i bøgernes opbygning og på de små tegninger af seværdigheder m.v., er der meget stor lighed. Ofte er de små figurer identiske i de to bøger. Bogens kort er håndtegnede, og det bevirker, at landenes omrids er noget udglattede. Der foretrækker jeg de mere detaljerede kort i Gyldendals billedatlas. Men bogen virker indbydende og appellerende med de fine farver og de to børn i luftballon som gennemgående figurer. Den korte tekst er enkel og børnerettet, men beregnet til oplæsning, da der er mange lange ord.