Bogen er til mennesker med kroniske smerter. Mange af disse kan ikke hjælpes ad konventionelle veje, og bogen lover ikke et liv i smertefrihed, men et liv med smerter og dog med høj livskvalitet.
En pænt tætskrevet moppedreng til mennesker med kroniske smerter! Forfatteren ved godt, det kan være svært at klare i den situation. Hun har selv været plaget af kroniske smerter i 30 år. Bogen er opbygget i 3 dele og underdelt i forholdsvis korte afsnit. Man kan vælge, hvor man vil sætte ind. Mindfulness er metoden, der ligger til grund, men forfatteren har selv udviklet sine åndedrætsteknikker: breathworks-programmet, der skal hjælpe patienten ind i sin egen krop og arbejde med den - og ikke imod, som det ellers for det meste er tilfældet, når vi plages af smerter. Vidyamala Birch tager udgangspunkt i sin egen historie, uden at den fylder for meget, samt andre cases, men går også meget undersøgende - ja, næsten videnskabeligt til værks. Bogen indholder step-by-step metoder til at få bragt øvelser og meditation ind i hverdagen. Den medfølgende cd er et udmærket hjælpemiddel til at blive guidet ind i åndedrættet og har tillige meditationsøvelser.
Mindfulness - smerte, 2008 og Kabat-Zinns bøger - senest Lev med livets katastrofer, 2012 - er andre gode eksempler på mindfulness til smertebehandling.
Alligevel mener jeg bogen her er fin at præsentere, fordi den er så godt skrevet, har sin egen metode, den medfølgende cd og - forfatteren - hun er så sød.