For undervisere i skolen og på ungdomsuddannelserne er her en meget brugbar bog, der giver gode bud på hvordan man kan arbejde på, at få en mere positiv måde at opfatte sig selv på i en given læringssituation.
At arbejde med mindset er at arbejde med motivation. Enten har man et fastlåst mindset eller et udviklende mindset. Der skelnes mellem ydre og indre motivation, hvor den indre er udtrykt ved en interesse for en given aktivitet, og den ydre motivation er styret af behovet for ros eller gode karakterer. Den ydre motivation kan være en god begyndelse, og bliver dermed et skridt på vejen mod skabelsen af en indre motivation. Eksempler på yderligere indhold: Lærerens brug af ros og feedback, forældrene som aktive medspillere, viden om hjernen og grundlæggende viden om de to mindset.
En meget relevant bog der har fokus på læringen. Forskningens synliggørelse af at elever der er drevet af indre motivation for læring, klarer sig bedre fagligt og er mindre udsat for frafald i skolesystemet, er tankevækkende. Enhver underviser kan her og nu tage bogen til sig, da motivationsspørgsmålet altid er nærværende - det er derfor godt at der gives bud på hvordan man spotter et fastlåst mindset og hvordan man kommer i gang med at arbejde med eleverne om dette. Bogen er meget overskuelig og formuleret i et enkelt sprog. Gode illustrationer og øvelser undervejs virker meget inspirerende.
Bogen kan relateres til Motiverende undervisning.