d. 2. apr. 2012
af
af
Ulrich Breuning
d. 2. apr. 2012
Isao Takahatas tegnefilm er med sine forfinede, skitserede akvareller en animationsperle med direkte appel til instruktørens fans og genrens yndere. Men filmens præcise, venlige og humoristiske studie af familieliv anno 1999 - og til alle tider - vil interessere enhver, der værdsætter munter og elegant fortællekunst med mening. Det er lige før, at filmen kan formidles som håbefuld opmuntring for familier i krise.
Det er ikke nødvendigvis i orden, når familien Yamada kører i deres bil og opdager, at de har glemt lillesøster i et indkøbscenter! Familien Yamada, mormor, far og mor samt storebror Noboru og lillesøster Nonoko, oplever lidt af hvert, og dagligdags sysler som madlavning og vasketøj, farmands arbejdsdag og Noborus skolegang kan udvikle sig til katastrofer. Som dog alle kan afværges eller behandles med et drys fantasi og en dosis smil! Kapiteloverskrifter, haikudigte og poetiske holdepladser kæder de spøjse episoder samme til strøm af livskloge iagttagelser. Isao Takahata har også signeret det frysende mesterværk Grave of the fireflies, 1988, som i sin gru og alvor er meget forskellig for Mine naboer - Yamadaerne. Han er i dag sammen med vennen og samarbejdspartneren Hayao Miyazaki en sværvægter i japansk animé.
Filmens visuelle udtryk ligner ikke vanlig japansk animé. De sprøde akvareller er mere i familie med avistegninger og en kunstart, som man kan opleve i korte animationer, men sjældent i en længere film.
En sjælden film, som anbefales for indsigt, humor og egenart.
