Filmen henvender sig til et voksent kulturelt publikum, der foretrækker det skuespil, der fortæller mest i mimik og kropssprog. Desuden en film til frankofiler.
Sklerose-ramte Christine ankommer til Lourdes i Sydfrankrig, et valfartssted for pilgrimme, der tror på helbredelse via mirakler. Christines sklerose er så slem, at hun slet ikke kan bevæge kroppen og hun er derfor afhængig af de nonneklædte plejere, der mader hende, kører hende rundt i kørestolen og lægger hende i seng. Christine er ikke just den, der er mest from og hun tror næppe på mirakler, så det kommer som noget af en overraskelse, da hun en nat selv står ud af sengen. Efter overraskelsen kommer misundelsen fra de andre syge pilgrimme. Filmen er instrueret af den østrigske instruktør Jessica Hausner, som her har lavet sin tredje spillefilm. Filmen nåede at vinde ni priser for bl.a. bedste film og skuespil. Filmen blev vist i et par mindre biografer i Danmark.
Mirakler i film er set før fx Ordet fra 1955 og Awakenings fra 1990. Hausner har en tendens til at lave åbne slutninger og dette er også tilfældet med denne film.
Filmen er holdt i kølige toner samt underlagt klassisk musik. Instruktørens filosofiske tilgang til emnet lader publikum stille spørgsmålstegn til miraklet, tænke selv og svare på spørgsmålet. Bogstaveligt talt en stille film til voksne med minimal dialog, hvilket stiller en del krav til skuespillerne, der måske endda derfor fik en pris for præstationen.