Forsidens melankolske barneøjne er dækkende for indholdet, som jeg tror vil tiltale især kvindelige læsere af de mest følelsesladede bind i serien Virkelighedens verden.
Der er tale om en form for askepothistorie, som udspiller sig i Skotland. Donnas mor forlader hende, faderen og 2 halvsøskende. Efter et par år på børnehjem genforenes hun med sin far som 5-årig. Faderens nye kæreste Helen udvikler sig til den onde stedmor i en familie, der efterhånden tæller 5 børn. Bogen er Donnas beretning om de overgreb i form af meget ubehagelig psykisk og fysisk vold, som Helen helt uforståeligt udsætter hende for indtil 11-års alderen. Hun kæmper sig derefter frem til et ordentligt liv med mand og børn og får som voksen sat punktum ved stedbroderens retssag mod stedmoderen. Stilen låner træk fra romaner med gengivelse af direkte dialog, og fortællingen skrider hastigt frem i et lettilgængeligt sprog.
Bogen er hverken værre eller bedre end de fleste i serien. Den passer ind i netop det koncept, hvor ulykker, sygdom, mishandling etc. bruges som underholdning.
En letlæst selvbiografisk beretning, der appellerer til følelserne. Men de tragiske skæbner bruges mest som lidt ubehagelig ureflekteret underholdning.