Teenagepigen June kommer på detektivarbejde, da hendes mor forsvinder på en ferie. Gennem digital efterforskning kommer June på sporet af mystiske hændelser i fortiden. Fra 12 år og alle med interesse for digital efterforskning.
Californien, 2022. Den 18-årige June, har i en årrække, efter faderens forsvinden, boet alene med sin mor Grace. Da moderen tager på ferie i Sydamerika med sin nye kæreste Kevin, og ikke kommer hjem på den aftalte dag, går June i gang med at efterforske moderens og Kevins færden via google, mails, overvågningskameraer fra hotellet og andre digitale kilder. June skaffer politiet vigtige bidrag til opklaringen. Hun hyrer en oversætter, den midaldrende Javi, der cykler rundt i Colombia og deltager via facetime. Da flere mystiske hændelser indtræffer, forstår June, at moderen ikke har fortalt hende alt om fortiden. Instrueret af Nicholas D. Johnson og Will Merrick.
En spændende handling, med udmærkede skuespilpræstationer fra især Storm Reid i rollen som June og Joaquim de Almeida som den tålmodige hjælper Javi. Der er i høj grad benyttet klip fra google, facetime og "maps" med samtidig eksponering af skuespillerne, hvilket desværre gør den filmiske kvalitet svingende.
Et krimidrama, der benytter lignende format er fx. Aneesh Chagantys Searching.