Mit barn : digt

Langdigt om det onde mørke og det overvældende lys der indfinder sig ved den fuldstændigt identitetsændrende begivenhed at blive mor. Intenst, foruroligende og sublimt beskrevet af et sårbart sind. Fortrinsvis for kvinder men mænd kan også blive klogere her.

Dette er forfatterens 5. lyrikudgivelse og graviditeten fra Ragusa er nu resulteret i et barn. "Jeg har tabt mig selv ned i et barn/en rest, en fortsættelse/ et varsel om at jeg må dø/jeg har født et vidne/ til mit ophør/ jeg har født død/ så meget ønskede jeg lykken og pragten, moderskabets". Den altovervældende kærlighed til barnet blandes med det overvældende ansvar som mor, med rædslen for at miste - for ikke at slå til, med uoverstigelig træthed, med kroppens, psykens og parforholdets totale forandring. Tematiseret bliver også identitet, psykisk sygdom og forholdet til egen mor.

Det er den mest alment tilgængelige af Cecilie Linds udgivelser. Sprogbrugen er kontant, direkte, meget fysisk og helt hendes egen. Udgangspunktet i og centreringen om egen oplevelse af verden er essentiel. Teksten kryber ikke bare ind under huden, men bliver også siddende med et tydeligt aftryk.

Andre titler om det store sceneskift ved at blive mor er fx Akikos ammehjerneNyfødt, der er en smuk lyrisk fortælling og digtsamlingen Nyfødt, hvor ansvaret og angsten for at miste og for ikke at slå til også verbaliseres, men ikke får samme plads som i "Mit barn"Andre titler om det store sceneskift ved at blive mor er fx Akikos ammehjerne, der er en smuk lyrisk fortælling og digtsamlingen , hvor ansvaret og angsten for at miste og for ikke at slå til også verbaliseres, men ikke får samme plads som i "Mit barn".

Læs hele vurderingen

Velskrevet, velformuleret og velfungerende digt om velsignelsen og forbandelsen ved at være nybagt mor. Om den altopslugende kærlighed, der samtidig indgyder den største frygt. Moderskab er heldigvis...

Læs anmeldelse